1. Vi'dume lye, eg kvea kan
umeinkvannytandrengjen,
alt um'n Olav Åsteson,
som heve sovi so lengji.
2. Han la seg ne umjoleaftan,
sterkansvevnenfekk,
vakna 'kjifyrrumtrettandagjen,
då folkkji at kjyrkjun gjekk.
Å de va Olav Åsteson,
som heve sovi so lengji.
3. Han la seg ne umjoleaftan,
no hev 'n sovi so lengji,
vakna 'kje fyrrumtrettandedagjen,
då fuglaneskokevengjir.
Å de va Olav Åsteson,
som heve sovi so lengji.
4. Han vakna 'kjifyrrumtrettandedagjen,
då soli rann i lie,
då sala han ut flotanfolen,
han ville at kyrkjunrie.
Å de va Olav Åsteson,
som heve sovi so lengji.
5. Presten stend'e fyr altari
å les upplestine lange,
Olav set seg i kyrkjedynni
å tel'edraumane mange.
Å de va Olav Åsteson,
som heve sovi so lengji.
6. Gamle menner og unge
deigjev'eettigaum'e,
mæ han Olav Åsteson
tel'e sine draume.
Å de va Olav Åsteson,
som heve sovi so lengji.
7. Eg la me ne umjoleaftan,
sterkansvevnenfekk,
vakna 'kjifyrrumtrettandagjen,
då fokkji at kjyrkjun gjekk.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
8. Eg hev vori meg uppmæ sky
å neattmæhavi svarte;
den som vi'mitfotsporfydde,
lær 'kji av bliomhjarta.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
9. Eg hev vori meg uppmæ sky
å ne mæ havsens grunni;
den som vi' mit fotspor fydde,
lær 'kji av bliommunni.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
10. Eg hev vori meg uppmæ sky
å neatt på svarte dikji.
eg hev set at heite helvite
å eindell av himmerikji.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
11. Eg hev fariivivigdevatne
å ivijupedalar;
høyrer vatn, å ser de inkji,
undijori so mune de fara.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
12. Eg æ so trøytt å færemo,
å inna so muneeg brenne;
eg høyrer vatn, å fær de inkji,
undijori so mune de renne.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
13. Inkjineggja soten min,
inkje gjødde min hund'e,
inkji gol deiottefuglan:
de tottest meg vera under.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
14. Eg va meg i auromheimi
i mange nettar å trå,
de veit gud i himerik,
hossi mang ei nau egsåg.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
15. Eg kan noko av kvòrjom,
derfytikjesteg fro,
eg va 1ònge i mòlimòka,
ha eg tott den dauengo.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
16. Fyssteeg va i uteksti,
eg va lònge i mòllimòka,
sund'e gjekk mi skarlakskåpe
å neglan av kvòr min fot.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
17. So va eg meg uteksti
igjenom den tynnyr-ring;
sund'e gjekk mi skarlakskåpe
å nevlan av kvòr min fing.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
18. Kjem eg meg at gjaddarbrui,
ho heng'e so hågt i vindi;
ho æ òddmegurislegji
å saum i kvòrjomtindi.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
19. Ormen høgg'e, å bikkja bite,
å stuten stend midte på leii:
tri æ tingji på Gjaddarbrui,
å adde æ gramme a vreie.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
20. Bikkja bit, å ormen sting,
å stuten stend å stangar -
de slepp ingjeniviGjaddarbrui
som fedderdomane vrange.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
21. Eg hev gjengi Gjaddarbrui,
ho æ både bratt og lei;
vassasohevegdeiVåsemyran,
no æ egkvitt'edei.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
22. Va'i so hev egdeiVåsemyran,
der hev 'kje sta'ime grunn;
no hev eggjengjiGjaddarbrui
mæ rapa mòll i munn.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
23. Eg hev gjengjiGjaddarbrui,
å der va krokane på,
men eg totte tyngre deiGaglemyran,
gud bære den deiskò gå!
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
24. So kom eg meg at vòtnodei,
der isanebrunne blå,
gud skaut dei i hugjen min:
eg vende meg derifrå.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
25. Eg va meg i auromheimi,
ingjen der egkjende,
berre ho sæle gumor mi
mæraue gull paahendi,
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
26. Surne fòr iviGrimaråsen
å surne iviskålestrònd,
men dei som får iviGjaddarhylen,
deikòme våte fram
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
27. Så tok eg av på vetterstig
alt på min høgre hònd;
der sågeg meg ti paradis,
de lyser ivi vene lònd.
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
28. Der sågegatt'egumor mi;
meg mune 'kjibet'e gange:
«Reis du deg tibrokksvalin,
der skò domen stande.»
For månen skin'e,
å vegjinefadde so vie.
29. Kjem eg meg at pilegrimskyrkjun,
der va meg ingjen mann kjend'e,
berre ho goegumor mi
mæraue gull på hendi
I brokksvalin
der skò domen stande.
30. Der kom færinoranti,
å den rei no so kvasst;
fyri rei Gruttegråskjeggji
alt mæ sit store brass.
I brokksvalin
der skò domen stande.
31. Der kom færinoranti,
de totte eg veravesst;
fyrirei Grutte gråskjeggji,
han rei på svartan hest.
I brokksvalin
der skò domen stande.
32. Der kom færisunnanti,
de tottestmegverabest;
fyrireisaktesåle-Mikkjel.
han rei på kvitan hest.
I brokksvalin
der skò domen stande.
33. De kom færisunnanti,
å den rei no so tvist;
fyrireisanktesåle-Mikkjel
næste JesumKrist.
I brokksvalin
der skò domen stande.
34. Der kom færisunnanti,
hotottestmegveratrå,
fyrireisanktesåle-Mikkjel,
å luren undi armen låg.
I brokksvalin
der skò domen stande.
35. De vasanktesåle-Mikkjel,
han blæs i luren lange:
«Å noskòaddesåline
fram fy domen gange!»
I brokksvalin
der skò domen stande.
36. Men då skolvdei synde-såline,
som ospelauv fy vinde,
å kvòr den, kvòr den sål der va,
ho gret fy syndine sine.
I brokksvalin
der skò domen stande.
37. De va sankte såle-Mikkjel,
han vog i skålevikt;
so vog han adde synde-såline
burt ti Jesum Krist.
I brokksvalin
der skò domen stande.
38. Egsåg meg einomdrengjen,
de fyssteeg vart ve,
liten småsvein bar han 'ti fangji
å gjekk i joriti knes.
I brokksvalin
der skò domen stande.
39. Kjem eg meg at mannidei,
kåpa den va bly:
hassarmesål i dessumheimi
va trong i dyre ti.
I brokksvalin
der skò domen stande.
40. Kjem eg meg at mònnodei,
dei bar på gloande jor:
gud nåe deifatikesåline
som fluttedeildir i skog!
I brokksvalin
der skò domen stande.
41. Kjem eg meg at bònnodei,
dei støje so hågt på glo:
gud nåe de syndugesåline,
ha banne burt far å mor!
I brokksvalin
der skò domen stande.
42. Kjem eg meg at pòdda å òrmen,
deihòggjekvòraremætanni:
de vasyndugesynskjini
som haekvòrare banna.
I brokksvalin
der skò domen stande.
43. Der møtte egdeiòrmanetvei,
dei bite kvòrare i spori:
de va deisyndugesyskjenbònni
som gifte kvòrare på jori.
I brokksvalin
der skò domen stande.
44. Kjem eg meg at Syslehusi,
der va trollkjeringan inne:
dei sto kjinna i rauebloi,
de va so tung ei vinne.
I brokksvalin
der skò domen stande.
45. Der æ heitt i helvite,
heitar hell nokonhyggje:
der hengdedei 'pivieintjyrukjetill
å brytjane-ieinpresterygg'e.
I brokksvalin
der skò domen stande.
46. Sæl æ den i føisheimen
fatikegjev'e sko:
han tar inkji berrføtt gange
på kvasse heklemog.
Tunga talar,
å sanning svarar på domedag.
47. Sæl æ den i føisheimen
fatikegjeveku:
han tar inkjisumluggange
på hågeGjaddarbru.
Tunga talar,
å sanning svarar på domedag.
48. Sæl æ den i føisheimen
fatikegjev'ebrau:
han tar inkjiræast i auromheimi
fy hòrskehundegau.
Tunga talar,
å sanning svarar på domedag.
49. Sæl æ den i føisheimen
fatikegjev'ekònn:
han tar inkjiræast på Gjaddarbrui
fy kvassestutehònn.
Tunga talar,
å sanning svarar på domedag.
50. Sæl æ den i føisheimen
fatike gjeve mat:
han tar inkjiræast i auromheimi
anten fyr hæ-i hell hat.
Tunga talar,
å sanning svarar på domedag.
51. Sæl æ den i føisheimen
fatike gjeve klæ-i:
han tar inkjiræast i auromheimi
fyr hågekjellar-bræ-o.
Tunga talar,
å sanning svarar på domedag.
52. Gamle mennar å unge
deigjev'eetti gaume;
de va han Olav Åsteson,
no hev 'en tålt sine draume.